Selvværd & Selvtillid

Hvad er forskellen?

Rigtig mange mennesker blander ordene sammen, som om de nærmest betyder det samme… Det gør de ikke!

Selvværd

Selvværd etableres i barndommen og kan påvirkes livet igennem. Selvværd handler om, hvordan du opfatter dit eget værd: “Er du værd at elske?” Hvis dine forældre selv har haft et godt selvværd, har de højst sandsynligt været i stand til at give dig følelsen af at være ‘værd at elske’, fordi deres kærlighed til dig ikke var betinget af f.eks. din gode opførsel. Har dine forældre haft et dårligt selvværd – og har de ikke været bevidste omkring betydningen af dette – så kan du meget vel ha’ fået et lavt selvværd med dig fra barnsben.

Måske står du nu her i livet med følelsen af aldrig at føle dig ‘god nok’. Uanset hvor meget du siger til dig selv, at “det er noget pjat og at nu må du virkelig tage dig sammen…”, så havner du i samme boldgade, nemlig der, hvor du slår dig selv i hovedet og sammenligner dig med alle andre, som tilsyneladende trives så meget bedre end du gør.

Selvtillid

Selvtillid handler derimod om, hvad du gør eller kan. Det vil sige, at du sagtens kan have en god portion selvtillid, selvom dit selvværd er i  bund. Hvis du er rigtig dygtig til noget, så ved du godt, at det kan du sagtens klare, fordi du har erfaring med det.

Man får en god selvtillid ved at øve sig i at mestre de forskellige opgaver i livet, f.eks. lære at cykle, stå på rulleskøjter, læse bøger, lave regnestykker, gå på opdagelse i naturen, lave mad… ja, alt muligt der forudsætter, at du giver dig tid til at lære tingen fra bunden og fortsætter med at øve dig, indtil du mestrer opgaven.

Hvis du har et lavt selvværd, men en tip-top selvtillid indenfor et bestemt område – f.eks. dit arbejde, så kan du komme til at hænge al din værdi op på netop dette område – og så miste fodfæstet, hvis du f.eks. bliver fyret fra dit job. 

Så… bliv nysgerrig på dig selv – undersøg hvordan dit syn er på dit eget værd. Føler du dig elsket uanset, hvordan du præsterer?

Er du blevet nysgerrig på dig selv?

Pin It on Pinterest