Særligt sensitiv / Sansestærk
HSP - Sanser du de fine nuancer?
Hvad betyder det egentlig?
At være særligt sensitiv, sansestærk eller HSP er ikke en diagnose. Det er et medfødt karaktertræk, ofte nedarvet, og handler om en biologisk forskellighed i nervesystemet. Du sanser og bearbejder verden dybere end de fleste — og det er både en gave og en udfordring.
Navnet særligt sensitiv får nogle til at tænke på noget sart eller skrøbeligt. Sansestærk peger mere på styrken i at kunne mærke verden intenst. Sandheden er, at begge dele kan være rigtige. Du kan være dybt berørt af livet — både på de smukke og de svære måder.
Når du er sansestærk, kan positive indtryk ramme dig dybt: en solnedgang, en fugl der synger, musik der rører dig, et blik fra et menneske, som andre måske slet ikke opfanger. Du oplever verden mere nuanceret end størstedelen af befolkningen. Man anslår, at ca. 15–20% er født med denne form for sensitivitet, men tallet er ikke endeligt fastlagt.
Det vigtigste er: Der er ikke noget galt med dig. Du er bare skabt med et nervesystem, der registrerer mere — og det kan blive en styrke, når du lærer at navigere i det.
Overstimuleret…?
Bagsiden af denne medalje er, at du lettere kan blive overstimuleret – måske lettere bliver irriteret, når du er træt – måske er du meget påvirkelig overfor andres mening om dig – måske bliver du let påvirket af støj, høje lyde, mange mennesker på ét sted eller for mange opgaver på en gang. Ja, måske bliver du ligefrem stresset af disse eller andre situationer.
Det er min erfaring, at der er mange særligt sensitive blandt de mennesker, der bliver ramt af stress. Det er derfor vigtigt, at du bliver opmærksom på, hvordan netop du lader dig påvirke af livets gang. Bliv klogere på dig selv!
Lær dit lukningspunkt at kende – altså det punkt, hvor du ER blevet overstimuleret – så du undgår at køre dig selv så flad, at du bliver drænet for energi og kun kan lade op, hvis du får absolut fred.
Det kan være hårdt arbejde, men… det lønner sig!
Flere detaljer…
Det er den amerikanske psykolog, forsker og forfatter, Elaine Aron, som har grundlagt arbejdet med særlig sensitivitet – også kaldet HSP, på engelsk: Highly sensitive personality.
Link til Elaine Arons hjemmeside: https://hsperson.com/
Det lidt pudsige er, at man også kan se det sensitive træk hos andre arter, f.eks. hos bananfluer, fugle og fisk, men også katte, hunde, heste og primater. Her afspejler trækket en særlig overlevelsesstrategi: at være observerende, før der handles.
4 kendetegn
Iflg. Elaine Aron er der især 4 kendetegn, som virkelig er beskrivende; nemlig at du som særligt sensitivt menneske bearbejder indtryk på et meget dybere plan end andre mennesker. Det leder naturligt til det næste kendetegn, nemlig at du også nemt kan blive overstimuleret af disse mange indtryk. Derudover reagerer du som særligt sensitiv ofte følelsesmæssigt på rigtig meget i forhold til andre mennesker – ikke mindst fordi særligt sensitive har meget empati. Det betyder, at du har let ved at mærke, hvordan andre har det – og i visse tilfælde kan komme til at ’overtage’ andres problemer. Sidst, men ikke mindst, så er særligt sensitive kendetegnet ved evner indenfor finesser og detaljer – ja, nogle måske ligefrem petitesser.
Introvert / Ekstrovert / Ambivert
Mange tror, at særligt sensitive eller sansestærke mennesker automatisk er introverte. Det er ikke helt rigtigt — men heller ikke helt forkert. Elaine Arons forskning viser, at ca. 70% af HSP’er er introverte, mens 30% er ekstroverte. Men temperament handler ikke kun om de to yderpunkter. Mange sansestærke befinder sig et sted midt imellem — ambiverte — hvor man både kan elske nærvær og samtidig have brug for ro til at lande igen.
Det kan virke paradoksalt, at man både kan være ekstrovert og sansestærk, eller ambivert og sansestærk, men sådan er det for mange. Sensitiviteten gør, at man bearbejder indtryk dybt, uanset temperament. Derfor kan selv meget sociale mennesker have brug for pauser, og selv meget stille mennesker kan trives i relationer, når rummet føles trygt.
Der er lige så mange mænd som kvinder, der er sansestærke, men navnet særligt sensitiv kan få nogle — måske især mænd — til at tænke på noget skrøbeligt. Det er en misforståelse. Sensitivitet handler om et nervesystem, der registrerer mere, ikke om svaghed.
Noget af det, Elaine Aron og andre forskere peger på, er, at barndommen spiller en stor rolle. Hvis man som barn er blevet mødt med varme, forståelse og plads, kan sensitiviteten blive en stor styrke. Hvis man derimod er vokset op i utryghed eller med kritik, kan den samme sensitivitet komme til at føles som en sårbarhed. Det er ikke fordi, der er noget galt med én — det er et menneskeligt vilkår, og det kan ændres.
Stress, angst eller depression…?
F.eks. er der også mange særligt sensitive mennesker blandt dem, der bliver ramt af stress, angst eller depression. Men… hvis der graves lidt i opvæksten er der større sandsynlighed for, at de i deres barndom ikke er blevet set eller anerkendt i deres sensitive væsen. Der er derimod ikke flere særligt sensitive mennesker end alle andre mennesker, der bliver ramt, hvis vi taler om dem med en god og støttende opvækst – tvært imod.
Den ‘gode nyhed’ er, at det ser ud som om, at særligt sensitive mennesker er bedre modtagelige for psykoterapi. Jeg ynder at sige: “Formentlig pga. deres gode ‘fornemmelse for sne’…” hvilket betyder, at særligt sensitive ofte har fornemmelsen for de små bitte nuancer, der er så fine at lægge mærke til, når man arbejder med sig selv.
Åh… glemte jeg at sige det…? Jeg er selv sansestærk og sensitiv – og det er jeg faktisk meget godt tilfreds med!
Forskellige områder:
Elaine Aron taler om 5 forskellige områder, hvor du kan mærke din særlige sensitivitet:
Test dig selv!
Uanset, om du tænker, at det sandsynligt, at du er særligt sensitiv eller ej, så prøv alligevel at tage testen. Du kan blive overrasket over spørgsmålenes vinkling, fordi du måske har tænkt, at særligt sensitiv betød noget andet…!?
Her kan du se et klip med psykolog Lise August, hvor hun fortæller, hvad forskningen siger om de særligt sensitive:
Du kan teste dig selv – her:
http://moeberg.dk/sensitive-mennesker/test-din-sensitivitet/ med tilladelse fra Susanne Møberg – men husk at komme tilbage ♥
Mærk, hvad det gør ved dig at læse spørgsmålene. Hvis du kan svare ‘ja’ til 12 eller flere af disse, så er der stor sandsynlighed for, at du er særligt sensitiv. Hvis du blot kan svare ja til nogle stykker, men føler det ganske kraftigt, ja så kan du også godt være særligt sensitiv.
Når du efterfølgende får sat dig ind i, hvad det vil sige at være særligt sensitiv, så vil det sandsynligvis føles som om, du endelig kan se dig selv, som den du er. Så husk at gøre det!
Susanne Møberg har skrevet en masse gode bøger, som du kan have stor gavn af at læse. Dem kan du også finde på hendes hjemmeside. Jeg anbefaler oftest den, der hedder: “Er du også særligt sensitiv?”, fordi den beskriver det sensitive væsen så fint.
♥
Små øjeblikke…
Kontakt
Kan du genkende dig selv? Og har du brug for at vide mere?
Så ring eller skriv til mig…!
Ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder det at være særligt sensitiv?
At være særligt sensitiv betyder, at du har et medfødt karaktertræk, hvor du
sanser, registrerer og bearbejder indtryk på et dybere plan end de fleste andre.
Hvordan kan man beskrive et særligt sensitivt menneske?
Du oplever en mere sanselig verden, men kan også lettere blive overstimuleret
af støj og for mange indtryk.
Hvor mange mennesker antages at være særligt sensitive?
Ca. 15-20% af befolkningen menes at være særligt sensitive.
Kan særlig sensitivitet forårsage stress?
Ja, du kan være mere sårbart over for stress.
Hvad er nogle kendetegn ved særligt sensitive personer?
Du bearbejder indtryk dybere, kan lettere blive overstimuleret, reagerer
følelsesmæssigt og har ofte empati samt sans for finesser og detaljer.
Er særligt sensitive personer introverte eller ekstroverte?
Ca. 70% er introverte, mens 30% er ekstroverte. Det kan godt være svært at
forstå, at du både kan være ekstrovert og særligt sensitiv, da det, der
kendetegner en ekstrovert person, bl.a. er, at du finder energi ved at være
sammen med andre mennesker.
Er der forskel mellem mænd og kvinder i forhold til særlig sensitivitet?
Lige mange mænd og kvinder er særligt sensitive, men det kan være nemmere
for kvinder at erkende det. Mange mænd bryder sig ikke specielt meget om
navnet ’særligt sensitiv’, da man nemt associerer ’svag’ og ’skrøbelig’ med
navnet.
Kan en god eller dårlig barndom påvirke en særligt sensitiv person?
Det har stor betydning for dig, om du har haft en god eller dårlig barndom. Det
kan være afgørende for, om dit sensitive væsen ses og opfattes som positivt
eller negativt.

